Om bogen Børn skal da arbejde
Hvad har fået jer til at skrive sådan en bog?
Jeg har gennem mange år tænkt, at der var et eller andet, der godt kunne være anderledes i de moderne familier. Det har jeg kredset om i de andre bøger, jeg har bidraget til - og det har jeg arbejdet med i mit eget liv; hvordan kan vi leve sammen i familierne på en bedre og mere “opdateret” og sammenhængende måde? Det gik mere og mere op for mig, at mange af os moderne forældre ganske enkelt er usikre på, hvordan vi skal lære de basale ting i hverdagen fra os - udover at vi heller ikke tager os tid til det. Også selvom vi inderst inde ved, at de er vigtige for både at have det godt sammen her og nu, men også for at vi kan være trygge ved senere at sende vores børn ud i livet.
Nu hvor bogen er færdig er det gået op for mig, at det problem jeg nok var allermest optaget af at løse var: Hvordan får jeg en hverdag med børnene med mindre skældud? Jeg synes der bliver skældt ufatteligt meget ud på børn i dag. Jeg mener det både skyldes at forældrene er overbebyrdede. Men også at vi oplever os selv som serviceorganer for vores børn - den slags kommer ud mellem sidebenene, når der er pres på. Efter jeg har vænnet mig til at inddrage børnene i husarbejdet, er mængden af skældud blevet meget mindre. Jeg er overhovedet ikke perfekt - og det er en lang proces at skabe en god tone i hjemmet. Men jeg kan konstatere, at jeg grundlæggende synes mine børn gør det godt - de bidrager til fællesskabet så godt de kan på hver deres måde. Og jeg håber og tror mine børn kan mærke denne anerkendelse fra min side.
Har I egentlig forstand på det I skriver om?
Med tilsammen 6 halvstore og store børn har vi en masse praktisk erfaring. Derudover har min medforfatter Karen Lumholt arbejdet i Forbrugerstyrelsen, mens Marie har været kommunikationsrådgiver i Børns Vilkår. Desuden har vi en række gode konsulenter, der har hjulpet os.
Mener I, at jeg skal tvinge mine børn til at arbejde derhjemme?
Nej, selvfølgelig ikke. Men det skal gøres til en større del af børnenes liv og rangeres på lige fod med skole, fritidsaktiviteter og samvær med venner og familie. Her taler du heller ikke om tvang, men du ved jo godt med dig selv, at du vil gøre meget for at motivere børnene til at være med i dette.
Burde det ikke være unødvendigt at skrive sådan en bog? Det er vel ret banalt at støvsuge, rydde op osv?
Jo, egentlig burde vores bog være unødvendig! Men vores generation har måske mistet modet til at bruge energi på noget så banalt som husarbejde og at sætte sine børn ind i det. Måske fordi vi bilder os ind, at det ikke fylder i vores liv. Forhåbentlig vil det for vores børn være en meget større selvfølge at børn og voksne har et arbejdsfællesskab sammen.
Men hvis jeg ikke har overskud til at lære mine børn husarbejde har jeg vel heller ikke overskud til at læse en hel bog om emnet?
Du behøver ikke sætte dig og læse vores bog ende til anden, men kan plukke i afsnittene og sætte tingene sammen som du vil. Det er trods alt dig der kender dit barn bedst og ved, hvad der motiverer det.
Vi lancerer også en onlinekampagne, hvor du nemt og sjovt kan få gang i hele familien uden at have læst vores bog (link til www.børnskaldarbejde.dk)


